Browser Kategori

Bare mig

Bare mig Skizofrenien

Psykiatrisk servicehund – UPDATE

6. december 2018

Hej allesammen,

Nu har jeg skrevet en mail til foreningen Trinitas omkring en psyk. servicehund, & de sendte mig en hel masse materiale, jeg skulle læse igennem, & har lige sendt dem et svar nu her igen. Det hele lyder super spændende, & jeg er helt sikker på, at en psyk. servicehund ville kunne hjælpe mig igennem dagen & vejen.

Jeg har også snakket med min behandler fra psykiatrien, P, om det – & hun synes at ideen er helt igennem fantastisk. Hun er der ihvertfald mht 100% støtte omkring hele processen, & endda omkring bevillingen, jeg skal søge fra kommunen, for at kunne få råd til en hund & få den uddannet til psyk. servicehund.

Så, i morgen kommer min mentor, M, & jeg skal fremlægge hele “ideen” for hende. Jeg har selvfølgelig forberedt mig til ukendelighed ved både at printe eksempler på bevillinger ud fra andre kommuner, samt printet al det materiale ud, jeg fik tilsendt fra Trinitas, så jeg kan vise hende det hele. Håber rigtig meget på, at hun også synes, det er en god ide, & at vi kan få bevillingen igennem.

Det er faktisk det med hunden & Trinitas & samtaler & bevillinger, der fylder aller mest i min hverdag lige for tiden.

Håber ellers, at i går & har det godt.

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Psykiatrisk servicehund

30. november 2018

Hej allesammen,

Lige for tiden går jeg meget med tanken om at anskaffe mig en hund. Men det skal ikke være hvilken som helst hund uden formål, men en psykiatrisk servicehund. Jeg har læst mig lidt frem til det, & nogle kommuner bevilliger faktisk en psykiatrisk servicehund til nogle borgere.

Hvis jeg skal have en psykiatrisk servicehund, skal den være trænet hos Trinitas. Det er en forening, der hjælper til at træne hunden til at kunne begås i alle miljøer, kende tegnene på faresignalerne for fx et angstanfald osv.

Det jeg ville kunne bruge en psykiatrisk servicehund til, er helt klart at komme mere ud. Lige nu er min angst så slem, at jeg ikke engang tør gå ned & handle alene – hvor jeg helt sikkert godt ville turde med en servicehund ved min side. Der er også en række andre ting, som jeg helt sikkert godt ville kunne klare med en servicehund, såsom at tage bussen alene ind til psykiatrien. Men jeg ville også kunne bruge hunden, når jeg er alene hjemme til at være der, når der kommmer faresignalere for et sammenbrud eller et angstanfald.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det kræver en hel del tid, penge & tålmodighed at have hund. Den skal luftes flere gange dagligt, aktiveres, til dyrlæge & hvad der ellers følger med. Jeg ved også, at hvis jeg skal have en psykiatrisk servicehund, skal jeg også af med mine katte – & det er jeg faktisk fuldt indstillet på, selv om det bliver noget sværere, end jeg nok regner med. De er jo også familie.

Der er også lige overtalelsen af manden til, at vi skal have hund.. eller at jeg skal. Han er pt. ikke fan af ideen. Jeg ved faktisk ikke, om jeg overhovedet nogensinde får ham overtalt til at synes, at det er en god ide.

For mig fylder ideen faktisk lige for tiden rigtig meget, fordi jeg føler, at med en psykiatrisk servicehund er der håb forude for, at jeg kan få et mere eller mindre normalt liv, hvor jeg ikke er låst fast i lejligheden, når manden ikke er hjemme – for det kan han jo ikke være hele tiden.

Nå, jeg ville egentlig bare ud med min ide om en servicehund til en eller anden, så det her blev lige til mit pusterum.

Håber, at i alle får en god dag!

– Anja

Bare mig

Juletid.. stress eller hygge?

24. november 2018

Hej allesammen,

Med kun én måned til juleaften, er julehyggen for alvor begyndt at sprede sig på gader & i forretninger. Men det er ikke alle,  der synes, at julen er lige hyggelig hele tiden.

Hvad er min mening om juletiden? Er den stressende eller hyggelig?

Personligt synes jeg, at julen kan være begge dele. Jeg er vild med julelys, julemad & egentlig bare julens stemning sådan helt generelt. Jeg elsker at stå & jule-bage i vores køkken & laver også gerne en dekoration eller to. Jeg kan også godt lide selve juleaften, hvor man hygger med familiært samvær, god mad & gaver. Men så er vi også nået til noget af det, der stresser mig ved julen. For både samværet med familien & gaverne kan få min jule-stress op i det røde felt; Hvad skal vi give til hvem? Er gaverne vi giver, gode nok? Kan man under det årlige jule-angst-anfald midt i julemiddagen gemme sig ned i kælderen, eller er man tvunget til at snakke det ud med ens mands psykisk syge hjerneskadede mormor, der alligevel sidder ved siden af en & ikke er bleg for at give sin mening til kende?

Før juleaften skal man ud for at købe julegaver til.. ja til dem, der nu skal have en gave. Der kommer den første bekymring allerede; hvad skal jeg give, & til hvem? Jeg er heldigvis så heldig i år, at jeg godt ved, hvem der skal have gaver – & hvem der ikke skal. Men(!) jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvem der skal have hvad (udover min mand, hans gave bestilte jeg i denne måned – & den er kommet! & min svigermors gave har jeg også styr på). Men så er der lige 6 andre, der også skal have en gave. Jeg kommer virkelig til at stresse over gave-indkøbet, når manden & jeg i starten af næste måned tager på julegave-indkøb i Kolding Storcenter. Også fordi angsten helt sikkert melder sig med alle de andre mennesker, der også er på julegave-indkøb. Når vi kommer til at snakke om angst, er der også det der med selve juleaften, som jeg også nævnte tidligere. For selv om jeg kender alle dem, der kommer (eller i det mindste ved, hvem de er), så flejner jeg helt, hvis de begynder at ville snakke til mig under julemiddagen eller gave-oppakningen. Jeg kan slet ikke overskue at skulle snakke med andre end min mand eller min svigermor – så bliver jeg angst. Jeg får faktisk lyst til at krybe mig ned i et mørkt sort hul, hvis nogle så meget som vender hovedet i min retning. Heldigvis er jeg ikke som sådan tvunget til at snakke med nogle, & hvis jeg føler mig utilpas, er manden god til at springe ind i en ikke-ønsket samtale & tage over.

Men når det kommer til stykket, synes jeg også (som førnævnt), at julen er meget hyggelig. Jeg vil faktisk gerne gå så langt som til at sige, at det er den hyggeligste tid på året. Jeg er ikke bleg for at give til kende, at jeg synes, at gaver (udover at være noget så stressende) også kan være en del af de mest hyggelige ting ved hele julen. For jeg elsker nemlig at give en gave, som personen bliver helt vildt glad for. Glæden i deres ansigt ved en gave er noget af det aller bedste ved julen!

Hvad synes i om julen?
Er det hygge, stress eller begge dele?

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Min depression

20. november 2018

Hej allesammen,

I det her oplæg vil jeg benytte lejligheden til at fortælle lidt om min depression. Forleden fik jeg jo fortalt min behandler, P, hvordan jeg gik & havde det – & min psykiatri-læge, K, mente udfra dette, at jeg havde en depression. Så, hvordan har jeg det egentlig?

Ingen energin – jeg orker ikke
For det første mangler jeg energi til at klare dagligdagens ting. Det kan være de helt basale ting som at vaske op, gå i bad eller støvsuge. Når det så er sagt, er det ikke fordi jeg er blevet total uhygiejnisk – jeg går bare ikke i bad hver dag, som jeg plejer – får ikke støvsuget hver 2. dag – & får ikke taget opvasken, før den hober sig op, eller manden tager den. Jeg har ganske enkelt ikke energi til det. Jeg har heller ikke energi til at tage ned & træne, hvilket nok er en af de ting, jeg er mest ked af ved energi-dykket ved min depression.

“Selvmordstanker”
Når jeg skriver “selvmordstanker”, er det ikke fordi, jeg har været ude i at forsøge mig med selvmord eller noget.. det bliver ved tanken, en fjern tanke. Tag nu i går for eksempel. Jeg stod & var i gang med at lave pandekager til aftensmad, pandekagerne koksede, som pandekager nu engangimellem gør – men i stedet for at trykke på pyt-knappen & prøve igen eller lade manden tage over, flejnede jeg. Jeg smed pandekage-dejen ud, smed med ting, & satte mig ind i soveværelset med døren smækket efter mig. Her kommer “selvmordstankerne” så; jeg sidder & tænker (& stemmerne, jeg har fra min skizofreni siger faktisk også til mig) at jeg ikke er god nok, & hvis jeg ikke kan klare at pandekager går galt, hvordan skal jeg så kunne klare resten af mit liv. Jeg kiggede her på pillerne i doserings-æsken ved mit natbord & tanken var ret længe på “skulle man?”. Jeg ved godt, at det ville være ekstremt dumt at gøre tanke til handling, & det vidste jeg også godt i situationen, men tanken var der alligevel.

Søvn
Her er jeg faktisk rigtig heldig, for normalt ligger jeg de der en til seks timer (nogle gange endda mere), før jeg kan finde ro & falde i søvn. Men her har depressionen taget fat i mig & gjort mig så uendelig træt, at jeg faktisk næsten falder i søvn, før mit hoved lander på puden. Vi går derudover rigtig tidligt i seng lige for tiden (faktisk allerede ved en 19:00-20:00 tiden), fordi jeg simpelthen ikke kan hænge sammen. Det resulterer så også i, at jeg står op igen omkring kl 8:00 om morgenen. Men alligevel er jeg så ofte også nødt til at nuppe en lur midt på dagen på en 1-2 timer. Så jeg sover meget, måske endda de der 14-15 timer i løbet af et døgn.

Følelser
Udover alt det overstående, er der selvfølgelig også en masse følelser indblandet. Jeg går rundt med rigtig meget tomhed, ked-af-det-hed & bare sådan en rigtig kedelig følelse af ikke at være god nok eller du’ til noget. Det er vist meget normalt, når man har en depression, at man går rundt & føler sig sådan lidt i det triste hjørne, for det er jo primært det, en depression er; at føle sig trist & deprimeret.

Som nævnt før, er både K & P godt klar over, at jeg har det rent ud sagt ad helvedes til.

Jeg startede i går op i behandling mod min depression med Sertralin, som jeg i forvejen kender, da jeg tidligere har fået samme præparat mod min angst, hvor det faktisk har hjulpet mig en del. Jeg håber meget, at det også kommer til at tage det værste af depressionen, men nu må vi se.

Ellers håber jeg, at i har en dejlig tirsdag.

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Psykiatrien: du har en depression

17. november 2018

Hej allesammen,

I går fik jeg lagt kortene på bordet mht. hvordan jeg havde det på Clozapin’en. P fra psykiatrien var meget forstående & sagde, at det jo var mit eget valg, & det var godt – til trods for, at min behandler, hende kalder vi K, ellers gerne ville have øget mig i dosis.

Men det var ikke alt, hvad hun havde at sige. For hun kom nemlig også med den udmelding, at K har vurderet, at jeg har en depression. Jeg har længe gået & prøve at beskrive for psykiatrien, K & P, hvordan jeg egentlig går & har det, sådan.. udover min skizofreni; jeg går sjældent i bad, vasker aldrig op (det ordner manden heldigvis en gang imellem), er trist, græder ofte, får generelt ikke ting ordnet som oprydning – rengøring, & føler et stort tomrum. I starten mente de, at det godt kunne være skizofrenien, men efter vi gav det en 2 ugers tid har jeg nu fået den her melding. Jeg er faktisk ret lettet over det, for nu kan der jo blive gjort noget ved den depression, jeg har. Jeg skulle faktisk starte med at tage Serdolect allerede i går, men vi er lidt low-on-budget, så jeg har ikke lige fået det hentet.

Hvad vil jeg med det her indlæg? Jo, egentlig bare sætte ord på det hele.

– Anja

Bare mig

Velkommen til Paranoid Skizofreni, Morbus Crohn & Hr. Angst

20. september 2018

Hej allesammen,

Det her indlæg bliver sådan et lidt velkommen-til-mig indlæg. Jeg vil skrive lidt om min Skizofreni, min Morbus Crohn samt min Hr. Angst, & hvem jeg egentlig er udover mine tre sygdomme.

Lad os starte med skizofrenien; jeg fik diagnosen for ca. 3. år siden, & er lige nu i mit 2. år i OPUS-forløb, som er et forløb, hvor der i samråd med læge & sygeplejerske skal finde ud af at tackle hverdagen med sygdommen paranoid skizofreni, samt arbejde på at finde et medicament, som virker på lige præcis min form for skizofreni & dens symptomer. Hvilke symptomer er der så ved sådan en paranoid skizofreni? – må i nok tænke. Jo, det skal jeg sige jer! Det er ting som stemmehøring, som jo nok siger sig selv; jeg hører stemmer. Pt. er de der 24/7, hvor de normalt bare mumler ting & sager i munden på hinanden. Somme tider siger de også rigtig ubehagelig ting til en, & også om en. Men værst af alt er, når de rigtig får fat i ens psyke & begynder at overbevise mig om forskellige ting, slemme ting – eller når de begynder at skrige uafbrudt. Når det når dér ud hvor de begynder at skrige, kan jeg som regel ikke tage det mere, & jeg bliver da nødt til enten at tage ind på psykiatrisk skadestue & få noget PN-medicin eller tage noget PN-medicin her hjemme. Det plejer at virke & at tage det værste. Derudover er der også andre symptomer som syner (når jeg ser ting, som egentlig ikke er der). Men det er ikke kun det psykiske, der piner mig ved min skizofreni, for der er nemlig også en masse symptomer “udadtil”, som alle kan se. Det kan være ting som træthed, angst, jeg-gider-ikke-attitude osv. Men nu vil jeg ikke kede jer mere med min skizofreni, for nu har jeg brug for at snakke om noget lidt andet, nemlig min Morbus Chron;

Jeg fik konstateret tarmsygdommen Morbus Crohn, da jeg var 16 år gammel, & der er altså ikke noget mere u-fedt end at have en sygdom i røven som 16-årig. Jeg er desuden altid blevet mobbet i folkeskolen, & en tarmsygdom gjorde bestemt ikke det hele nemmere, så sygdommen var egentlig de første par på ikke rigtig noget, jeg snakkede om med nogle, udover den aller nærmeste familie & venner deraf. Men jeg fik sygdommen, & den var ikke til at komme udenom. Nu skal jeg ikke til at skrive en hel roman om, hvordan mit sygdoms-forløb har været, for ærlig talt, den har været MEGET op & ned, & det bliver en kedelig smøre at læse om. Men i dag har jeg lært at leve med den & tackle den nogenlunde. I korte træk er sygdommen egentlig bare en masse diarre, medicin, mere diarre, mere medicin, mere diarre, andet medicin,  undersøgeler, undersøgelser, undersøgelser, andet medicin osv indtil man finder en behandling, der passer til ens blodprøvesvar & tarme, & så kan man tage den medicin i gud ved hvor længe, måske endda resten af ens liv. Lige nu får jeg noget biologisk medicin, der hedder Remicade, sammen med noget andet biologisk medicin (som i øvrigt også bliver brugt til kemo-patienter), der hedder Mercaptopurinum. Det virker faktisk ikke helt, som det skal, så derfor skal jeg også ind til en lægesamtale næste gang jeg skal på sygehuset & have Remicade (det er noget, man får i drop, så derfor skal jeg have det på sygehuset – jeg får det hver 8. uge).

Hr. Angst er der så også. Den er der faktisk hele tiden. Men den kan sagtens fremprovokeres ekstra meget i pressede situationer. Jeg har levet med angsten siden folkeskolen. Jeg tror, at den rigtig kom frem, da jeg for alvor begyndte at blive mobbet. Det har nok været omkring 5. klasse, hvor jeg skiftede skole fra en skole med 108 elever til en skole med 500-600 elever. Jeg er ikke så god til at tackle min angst, & når den rigtig viser tænder begynder jeg stort set hver eneste gang  bare at bryde ud i gråd, fordi jeg ikke kan overskue at være i det, & det hele bare bliver for meget. Lige for tiden kan jeg faktisk ikke engang overskue at være i et rum med mere end to personer udover min mand & jeg uden at bryde sammen. Det er også derfor, at jeg har måtte melde afbud til min storesøsters bryllup om en måned. Jeg kan simpelthen ikke være i det.

Nå, men hvem er Anja så egentlig, når vi så ser bort fra de tre ting? Anja er en 25-årig ung kvinde, der godt kan lide at fotografere. Primært natur-billeder eller billeder af dyr, da de ikke stiller så mange spørgsmål – okay, jeg kan faktisk også godt lide at fotografere min mand. Jeg er gift, jeps.. 25 år & gift, med min mand, som er 20. Vi mødte faktisk hinanden igennem min mor & min mands morfar, som kender hinanden – vi har samme sygdom, min mand & jeg, & min mor sagde, at vi skulle prøve at skrive med hinanden på facebook & det kom der jo faktisk kun gode ting ud af. Vi blev kærester i juli 2016 & blev gift i oktober 2017, så vi tog faktisk bare hinanden i hånden & sammen sprang ud i livet. Vi har to katte; Josh & Spike, som elsker at vække os om morgenen, fordi de er sultne. Jeg er ved at lære at spille på ukulele, når overskuddet er til det. Jeg har ikke noget arbejde, da det med min skizofreni & angst pt ikke er en mulighed for mig, men jeg har en sød mentor, som kommer & snakker med mig en gang om ugen. Lige nu har jeg heller ingen planer om fremtidige uddannelser eller job-ønsker, da jeg på nuværende tidspunkt ikke kan se mig selv i nogen form for branche, & ved i hvad? – det er også helt okay.

Det var sådan set alt, hvad jeg havde til jer for den her gang – håber ikke at indlægget blev for langt & kedeligt. Hvis i har nogle spørgsmål eller andet, så bare fyr løs!

Håber at i har en dejlig dag!

– Anja