Bare mig Skizofrenien

Psykiatrisk servicehund – UPDATE

6. december 2018

Hej allesammen,

Nu har jeg skrevet en mail til foreningen Trinitas omkring en psyk. servicehund, & de sendte mig en hel masse materiale, jeg skulle læse igennem, & har lige sendt dem et svar nu her igen. Det hele lyder super spændende, & jeg er helt sikker på, at en psyk. servicehund ville kunne hjælpe mig igennem dagen & vejen.

Jeg har også snakket med min behandler fra psykiatrien, P, om det – & hun synes at ideen er helt igennem fantastisk. Hun er der ihvertfald mht 100% støtte omkring hele processen, & endda omkring bevillingen, jeg skal søge fra kommunen, for at kunne få råd til en hund & få den uddannet til psyk. servicehund.

Så, i morgen kommer min mentor, M, & jeg skal fremlægge hele “ideen” for hende. Jeg har selvfølgelig forberedt mig til ukendelighed ved både at printe eksempler på bevillinger ud fra andre kommuner, samt printet al det materiale ud, jeg fik tilsendt fra Trinitas, så jeg kan vise hende det hele. Håber rigtig meget på, at hun også synes, det er en god ide, & at vi kan få bevillingen igennem.

Det er faktisk det med hunden & Trinitas & samtaler & bevillinger, der fylder aller mest i min hverdag lige for tiden.

Håber ellers, at i går & har det godt.

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Psykiatrisk servicehund

30. november 2018

Hej allesammen,

Lige for tiden går jeg meget med tanken om at anskaffe mig en hund. Men det skal ikke være hvilken som helst hund uden formål, men en psykiatrisk servicehund. Jeg har læst mig lidt frem til det, & nogle kommuner bevilliger faktisk en psykiatrisk servicehund til nogle borgere.

Hvis jeg skal have en psykiatrisk servicehund, skal den være trænet hos Trinitas. Det er en forening, der hjælper til at træne hunden til at kunne begås i alle miljøer, kende tegnene på faresignalerne for fx et angstanfald osv.

Det jeg ville kunne bruge en psykiatrisk servicehund til, er helt klart at komme mere ud. Lige nu er min angst så slem, at jeg ikke engang tør gå ned & handle alene – hvor jeg helt sikkert godt ville turde med en servicehund ved min side. Der er også en række andre ting, som jeg helt sikkert godt ville kunne klare med en servicehund, såsom at tage bussen alene ind til psykiatrien. Men jeg ville også kunne bruge hunden, når jeg er alene hjemme til at være der, når der kommmer faresignalere for et sammenbrud eller et angstanfald.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det kræver en hel del tid, penge & tålmodighed at have hund. Den skal luftes flere gange dagligt, aktiveres, til dyrlæge & hvad der ellers følger med. Jeg ved også, at hvis jeg skal have en psykiatrisk servicehund, skal jeg også af med mine katte – & det er jeg faktisk fuldt indstillet på, selv om det bliver noget sværere, end jeg nok regner med. De er jo også familie.

Der er også lige overtalelsen af manden til, at vi skal have hund.. eller at jeg skal. Han er pt. ikke fan af ideen. Jeg ved faktisk ikke, om jeg overhovedet nogensinde får ham overtalt til at synes, at det er en god ide.

For mig fylder ideen faktisk lige for tiden rigtig meget, fordi jeg føler, at med en psykiatrisk servicehund er der håb forude for, at jeg kan få et mere eller mindre normalt liv, hvor jeg ikke er låst fast i lejligheden, når manden ikke er hjemme – for det kan han jo ikke være hele tiden.

Nå, jeg ville egentlig bare ud med min ide om en servicehund til en eller anden, så det her blev lige til mit pusterum.

Håber, at i alle får en god dag!

– Anja

Ikke-kategoriseret

Julemandens knapper – julens bedste småkager

26. november 2018

Hej allesammen,

Nu når det kommer til julen, er det også tid til jule-bag (for mit vedkomme ihvertfald). Jeg elsker at bage alle slags småkager, men én kage har vundet mit hjerte, siden jeg gik i børnehaveklasse. Nemlig “Julemandens knapper”. Jeg mindes, at opskriften stod i en af vores bøger, hvor karakteren “Gøjsen” også var en del af den daglige læring. Jeg har faktisk fundet opskriften på nettet, så den vil jeg dele med jer!

Julemandens knapper
Dejen:
240g hvedemel
50g flormelis
2 spsk. vand
175g smør

Fyld:
Valgfrit syltetøj

Hvedemel, flormelis, vand & smør røres sammen til en ensartet dej. Dejen trilles til flere små kugler, & der laves en fordybning i hver kugle med en finger. Kom en lille klat syltetøj i hver fordybning.

Kagerne bages ved 200 grader C i alm ovn på næstøverste rille i ca. 12 min.

 

Hvilken jule-kage opskrift er jeres yndlings?

– Anja

Bare mig

Juletid.. stress eller hygge?

24. november 2018

Hej allesammen,

Med kun én måned til juleaften, er julehyggen for alvor begyndt at sprede sig på gader & i forretninger. Men det er ikke alle,  der synes, at julen er lige hyggelig hele tiden.

Hvad er min mening om juletiden? Er den stressende eller hyggelig?

Personligt synes jeg, at julen kan være begge dele. Jeg er vild med julelys, julemad & egentlig bare julens stemning sådan helt generelt. Jeg elsker at stå & jule-bage i vores køkken & laver også gerne en dekoration eller to. Jeg kan også godt lide selve juleaften, hvor man hygger med familiært samvær, god mad & gaver. Men så er vi også nået til noget af det, der stresser mig ved julen. For både samværet med familien & gaverne kan få min jule-stress op i det røde felt; Hvad skal vi give til hvem? Er gaverne vi giver, gode nok? Kan man under det årlige jule-angst-anfald midt i julemiddagen gemme sig ned i kælderen, eller er man tvunget til at snakke det ud med ens mands psykisk syge hjerneskadede mormor, der alligevel sidder ved siden af en & ikke er bleg for at give sin mening til kende?

Før juleaften skal man ud for at købe julegaver til.. ja til dem, der nu skal have en gave. Der kommer den første bekymring allerede; hvad skal jeg give, & til hvem? Jeg er heldigvis så heldig i år, at jeg godt ved, hvem der skal have gaver – & hvem der ikke skal. Men(!) jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvem der skal have hvad (udover min mand, hans gave bestilte jeg i denne måned – & den er kommet! & min svigermors gave har jeg også styr på). Men så er der lige 6 andre, der også skal have en gave. Jeg kommer virkelig til at stresse over gave-indkøbet, når manden & jeg i starten af næste måned tager på julegave-indkøb i Kolding Storcenter. Også fordi angsten helt sikkert melder sig med alle de andre mennesker, der også er på julegave-indkøb. Når vi kommer til at snakke om angst, er der også det der med selve juleaften, som jeg også nævnte tidligere. For selv om jeg kender alle dem, der kommer (eller i det mindste ved, hvem de er), så flejner jeg helt, hvis de begynder at ville snakke til mig under julemiddagen eller gave-oppakningen. Jeg kan slet ikke overskue at skulle snakke med andre end min mand eller min svigermor – så bliver jeg angst. Jeg får faktisk lyst til at krybe mig ned i et mørkt sort hul, hvis nogle så meget som vender hovedet i min retning. Heldigvis er jeg ikke som sådan tvunget til at snakke med nogle, & hvis jeg føler mig utilpas, er manden god til at springe ind i en ikke-ønsket samtale & tage over.

Men når det kommer til stykket, synes jeg også (som førnævnt), at julen er meget hyggelig. Jeg vil faktisk gerne gå så langt som til at sige, at det er den hyggeligste tid på året. Jeg er ikke bleg for at give til kende, at jeg synes, at gaver (udover at være noget så stressende) også kan være en del af de mest hyggelige ting ved hele julen. For jeg elsker nemlig at give en gave, som personen bliver helt vildt glad for. Glæden i deres ansigt ved en gave er noget af det aller bedste ved julen!

Hvad synes i om julen?
Er det hygge, stress eller begge dele?

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Min depression

20. november 2018

Hej allesammen,

I det her oplæg vil jeg benytte lejligheden til at fortælle lidt om min depression. Forleden fik jeg jo fortalt min behandler, P, hvordan jeg gik & havde det – & min psykiatri-læge, K, mente udfra dette, at jeg havde en depression. Så, hvordan har jeg det egentlig?

Ingen energin – jeg orker ikke
For det første mangler jeg energi til at klare dagligdagens ting. Det kan være de helt basale ting som at vaske op, gå i bad eller støvsuge. Når det så er sagt, er det ikke fordi jeg er blevet total uhygiejnisk – jeg går bare ikke i bad hver dag, som jeg plejer – får ikke støvsuget hver 2. dag – & får ikke taget opvasken, før den hober sig op, eller manden tager den. Jeg har ganske enkelt ikke energi til det. Jeg har heller ikke energi til at tage ned & træne, hvilket nok er en af de ting, jeg er mest ked af ved energi-dykket ved min depression.

“Selvmordstanker”
Når jeg skriver “selvmordstanker”, er det ikke fordi, jeg har været ude i at forsøge mig med selvmord eller noget.. det bliver ved tanken, en fjern tanke. Tag nu i går for eksempel. Jeg stod & var i gang med at lave pandekager til aftensmad, pandekagerne koksede, som pandekager nu engangimellem gør – men i stedet for at trykke på pyt-knappen & prøve igen eller lade manden tage over, flejnede jeg. Jeg smed pandekage-dejen ud, smed med ting, & satte mig ind i soveværelset med døren smækket efter mig. Her kommer “selvmordstankerne” så; jeg sidder & tænker (& stemmerne, jeg har fra min skizofreni siger faktisk også til mig) at jeg ikke er god nok, & hvis jeg ikke kan klare at pandekager går galt, hvordan skal jeg så kunne klare resten af mit liv. Jeg kiggede her på pillerne i doserings-æsken ved mit natbord & tanken var ret længe på “skulle man?”. Jeg ved godt, at det ville være ekstremt dumt at gøre tanke til handling, & det vidste jeg også godt i situationen, men tanken var der alligevel.

Søvn
Her er jeg faktisk rigtig heldig, for normalt ligger jeg de der en til seks timer (nogle gange endda mere), før jeg kan finde ro & falde i søvn. Men her har depressionen taget fat i mig & gjort mig så uendelig træt, at jeg faktisk næsten falder i søvn, før mit hoved lander på puden. Vi går derudover rigtig tidligt i seng lige for tiden (faktisk allerede ved en 19:00-20:00 tiden), fordi jeg simpelthen ikke kan hænge sammen. Det resulterer så også i, at jeg står op igen omkring kl 8:00 om morgenen. Men alligevel er jeg så ofte også nødt til at nuppe en lur midt på dagen på en 1-2 timer. Så jeg sover meget, måske endda de der 14-15 timer i løbet af et døgn.

Følelser
Udover alt det overstående, er der selvfølgelig også en masse følelser indblandet. Jeg går rundt med rigtig meget tomhed, ked-af-det-hed & bare sådan en rigtig kedelig følelse af ikke at være god nok eller du’ til noget. Det er vist meget normalt, når man har en depression, at man går rundt & føler sig sådan lidt i det triste hjørne, for det er jo primært det, en depression er; at føle sig trist & deprimeret.

Som nævnt før, er både K & P godt klar over, at jeg har det rent ud sagt ad helvedes til.

Jeg startede i går op i behandling mod min depression med Sertralin, som jeg i forvejen kender, da jeg tidligere har fået samme præparat mod min angst, hvor det faktisk har hjulpet mig en del. Jeg håber meget, at det også kommer til at tage det værste af depressionen, men nu må vi se.

Ellers håber jeg, at i har en dejlig tirsdag.

– Anja

Bare mig Skizofrenien

Psykiatrien: du har en depression

17. november 2018

Hej allesammen,

I går fik jeg lagt kortene på bordet mht. hvordan jeg havde det på Clozapin’en. P fra psykiatrien var meget forstående & sagde, at det jo var mit eget valg, & det var godt – til trods for, at min behandler, hende kalder vi K, ellers gerne ville have øget mig i dosis.

Men det var ikke alt, hvad hun havde at sige. For hun kom nemlig også med den udmelding, at K har vurderet, at jeg har en depression. Jeg har længe gået & prøve at beskrive for psykiatrien, K & P, hvordan jeg egentlig går & har det, sådan.. udover min skizofreni; jeg går sjældent i bad, vasker aldrig op (det ordner manden heldigvis en gang imellem), er trist, græder ofte, får generelt ikke ting ordnet som oprydning – rengøring, & føler et stort tomrum. I starten mente de, at det godt kunne være skizofrenien, men efter vi gav det en 2 ugers tid har jeg nu fået den her melding. Jeg er faktisk ret lettet over det, for nu kan der jo blive gjort noget ved den depression, jeg har. Jeg skulle faktisk starte med at tage Serdolect allerede i går, men vi er lidt low-on-budget, så jeg har ikke lige fået det hentet.

Hvad vil jeg med det her indlæg? Jo, egentlig bare sætte ord på det hele.

– Anja

Skizofrenien

Jeg har stoppet min behandling

16. november 2018

Hej allesammen,

Jeg vil lige starte med at skrive, at dette ikke er en opfordring til andre, der er på anti-psykotisk medicin om bare at stoppe på deres behandling. Jeg er kun i opstarts-dosis på Clozapin, så hos mig vil der ikke ske noget ved, at jeg ender det brat – andet end at mine bivirkninger vil forsvinde.

I går tog jeg den beslutning at stoppe med at tage et af de anti-psykotiske mediciner, jeg får, nemlig Clozapinen. Grunden til, at jeg har valgt at stoppe med at tage det er ganske simpel, der var simpelthen for mange bivirkninger, som jeg ikke kunne holde ud at være i. En af bivirkningerne var bl.a. at alle mine følelser var helt væk. Ikke at jeg ikke kunne mærke fysiske ting, men det at føle kærlighed, vrede, ked-af-det-hed osv. var helt taget fra mig. Jeg var fuldt bevist om, at det manglede – idet jeg også fortalte min mand i går aftes på vej hjem fra Brugsen, at hvis nogle ringede til mig på daværende tidspunkt for at fortælle at en eller anden var død, ville jeg bare reagere med et “nå okay”.. ingen tårer, ingen sorg, ingen følelser, & sådan skal det jo ikke være.

Så i går aftes, da jeg skulle til at tage min vante pille-dosering, valgte jeg Clozapinen fra. Jeg vil selvfølgelig skrive til min behandler, lad os kalde hende P, om hele situationen.

Jeg har også gjort mig den beslutning, at jeg ikke vil have anden medicin mod min skizofreni end Abilify’en. De sidste 2½ år har jeg hoppet frem & tilbage på det ene & det andet medicin mod min skizofreni, hvor intet endnu har hjulpet 100%. Abilify’en tager lige toppen af stemmer, syner & berørings-hallucinationer – & jeg er nået der til, hvor jeg føler, at dét er godt nok til mig. Jeg har stort set lært at leve med det hele. Stemmerne kan lige være trælse & nedladende indimellem, men det er ikke noget, jeg ikke kan håndtere, hvis jeg får noget PN-medicin (medicin, man har til rådighed til akutte tilfælde), som virker. 

Sidst jeg var inde til lægesamtale med min psykiatri-læge, gjorde hun mig også opmærksom på, at vi var ved at nå vejs ende med, hvad for noget medicin de ville kunne tilbyde mig. Men nu når jeg selv har sagt stop, er jeg spændt på at høre deres respons på mit valg.

Selvfølgelig cutter jeg mig ikke total fra psykiatrien, jeg vil stadig tage imod den samtale-terapi, jeg kan få – & de redskaber, de kan give mig til at håndtere min skizofreni. Jeg vil også stadig gerne tage imod al den viden, de kan give mig omkring skizofrenien, for der er helt sikkert meget, jeg ikke ved om den endnu. 

Jeg er faktisk også sat på venteliste til en slags angst-eksponerings gruppe, som er en lille gruppe mennesker, der mødes en gang om ugen til snak om angst, hverdag &  levevej. Jeg ved endnu ikke, om jeg har mod på at tage med til gruppen, men det er også først til foråret, så der er god tid til at overveje det i. Det er min egen behandler, P, der står for det. Så det er ikke fordi, jeg kommer til at stå  helt uden folk, jeg kender, hvis jeg vælger at tage med. Men det er alligevel en del angst-provokerende, fordi jeg jo skal være i et rum, hvor jeg skal bruge tid med andre mennesker, som jeg ikke kender. Jeg har også i forvejen meget svært ved at åbne op for -& knytte mig nok til folk, til jeg kan overskue at være i rum med dem – pga. Hr. Angst.

Jeg må hellere afslutte det her opslag, inden det bliver for langt & kedeligt at læse. For egentlig ville jeg jo bare skrive lidt om, at jeg ville droppe Clozapin’en & hvorfor.

Jeg håber, at i får en rigtig god fredag & god weekend. 

– Anja